CLEAN-UPS

Det er efterhånden de færreste steder her på jorden, hvor man ikke støder på tegn af menneskeskabt forurening af den ene eller anden slags. Det vi hyppigst støder på er plastik i alverdens udformninger eller fiskeudstyr (liner, net, kroge) der ikke længere er i brug. Begge dele ser vi både flydende til havs, i ny og næ på havbunden og i stor stil liggende på strande og andre kystnære områder. 

Forestil dig at solen bager fra en skyfri himmel, palmerne svajer over det turkisblå vand, mens du mærker sandet mellem tærene. Du kan ikke se et menneske i miles omkreds og det eneste du kan høre er havet når bølgerne ruller langsomt ind på stranden. Du kigger op og ser... at der ligger plastik så langt øjet rækker. Flasker, propper, poser, spande og brudstykker af ting man ikke længere kan se hvad har været. Det er svært at beskrive hvor ondt det gør i hjertet. Især når man ved hvilke konsekvenser det har for dyrelivet både i havet, på landjorden og i luften.  

Det vil vi gerne være med til at ændre på. Og det er selvfølgelig ikke så lige til som det lyder. 

På det overordnede plan skal vi som civilisation have ændret på vores tilgang til brugen af plastik og det er der heldigvis efterhånden kommet en del fokus på. Senest har man i EU helt forbudt enkelte engangsplast-produkter. Det er et
 skridt i den rigtig retning. 

Vi skal ændre på vores forbrugsvaner og finde andre alternativer end plastik. Men det fjerner ikke den forurening der allerede eksisterer og det affald skal vi have indsamlet
. Også her er der mange gode initiativer igang på globalt plan. Et af dem er The Ocean Clean-up, som ved hjælp af nogle indsamlingssystemer i havoverfladen kan udnytte havstrømmene til at få samlet store mængder af det skrald der flyder i overfladen op. 

Der hvor vi kan gøre en forskel, er på de øer og områder vi besøger. Der vil på hvert togt være minimum ét beach clean-up. En dag hvor vi finkæmmer et område - gerne i samarbejde med de lokale. Så er vi med til at vise dem, at vi har respekt for deres natur og at vi er taknemmelige for at besøge området som en del af vores eventyr. 

Kontakt os HER

    ​© 2018 Created by mOcean

    • Facebook - Black Circle
    • mOcean Instagram