FAST BESÆTNING

På alle tre både er der faste besætninger. Normalt består den faste besætning af tre personer: En kaptajn, en 1. styrmand og en blæksprutte. Den faste besætning er på båden ca. 12-15 måneder af gangen og får i løbet af perioden et indgående kendskab til båden, til fællesskabet, til livet som langturssejler samt en masse fantastiske naturoplevelser.

At være fast besætning er yderst krævende. Man er på 24 timer i døgnet og har kun meget få fridage i løbet af den periode man er på båden. Man gennemgår som fast besætning en virkelig stor personlig udvikling i løbet af perioden. Man skal kunne rumme mange forskellige typer mennesker, man skal kunne holde hovedet koldt når situationen spidser til og så skal man have situationsfornemmelse og god dømmekraft.  


Vi har jævnligt brug for fast besætning på skibene, så hvis du drømmer om at komme afsted på eventyr i en længere periode fx som kaptajn eller 1. styrmand og har de rette kvalifikationer, det rigtige mindset og hjertet på det rette sted, kan det muligvis blive dig. At være fast besætning er frivilligt arbejde, men man får stillet en køje til rådighed samt dækket fællesudgifter.

Du er velkommen til at sende en uopfordret ansøgning til os på ken@mocean.dk